Spar Nord Fonden støtter projekt ”Det Blå Frirum”
SHI, der har fuld fart på etableringen af projekt ”Det Blå Frirum”, et nyt fællesareal til motion, spontanidræt og fællesskab, har fået en fantastisk donation fra Spar Nord Fonden.
Projektet rummer fodboldbane i kunstgræs, padeltennisbaner, løbebane, højdespring, kuglestød, petanque samt et multiområde i kunstgræs.
Planen er at Nordvestskolen skal bruge anlægget i dagtimerne, mens SHI primært bruger faciliteterne i aftentimerne.
”SHI håber at kunne skabe et miljø, hvor der er plads til samvær, fællesskab og motion for alle borgere – svage borgere, børnehavebørn, plejehjemsbeboere m.fl.”, udtaler Mads Nielsen, formand for SHI.
Spar Nord Fonden har bevilget en donation på kr. 40.000 til projektet, der skal anvendes til opholdsfaciliteterne.
”Vi er glade for at kunne være med til at skabe og udbygge værdifulde fællesskaber, hvor mennesker kan høre til og føle sig som en del af noget betydende” udtaler Ole Peter Christensen, direktør hos Spar Nord Hjørring, i forbindelse med overrækkelsen af gavebeviset. ”Spar Nord Fonden har stort fokus på at støtte fællesskaber, der mærkes, og ønsker gennem dette projekt at bidrage til fastholdelse af de unge i foreningslivet og samtidigt bidrage til at inspirere andre til at indgå i fællesskabet”, fortsætter Ole Peter Christensen, Spar Nord Hjørring.
Projektet forventes, efter at klagen over landzonetilladelsen nu er afgjort, igangsat i uge 32 og færdigafsluttet medio december 2022.