Fra formand Mads Nielsen: NYHEDSBREV oktober 2024
Kære SHI´er
Efteråret lurer. Temperaturen er skruet ned. Vi går for alvor imod den mørke tid – vejrmæssigt.
I SHI har vi dog stadig lyst sind. Sportsmæssigt er der generelt godt tilmeldt i vores afdelinger og på mange hold ser vi en stor fremgang, fantastisk. Det vil og kan betyde behov for endnu flere trænere, instruktører og unge hjælpere – tak for at få enderne til at nå sammen i samspil med de stærkt arbejdende udvalgs-bestyrelser.
Udover det flotte sportslige arbejde, der pågår i SHI, afholder vi – og også vores støtteforening, flere arrangementer som skal have ord med på vejen, og hvor der ligger gode frivillige kræfter bag, eksempelvis:
- Nylig afholdt SHI Cup med 151 hold, liv på anlægget, glade børn og forældre/bedsteforældre med frivillige i cafeteria, kagebod og pølsevogn og som dommere. Tak for hjælpen til afholdelse.
- Dana Cup i uge 30 hvor vi holder evalueringsmøde 22/10, men synes at kunne se tilbage på flot gennemført arrangement med masser af kampe, overnattende gæster i Højene Hallen og et setup som kørte flot i SHI – igen en kæmpe tak til jer frivillige så vi sammen laver et flot 6 cifret overskud.
- Tornby Cup med over 500 overnattende gæster på Højene Skole, som SHIs Venner tog ansvaret for, med hjælp fra frivillige. Med stor ros fra de overnattende gæster og Tornby Cup var det igen i år en succes.
- Halfest 2025 udbød i søndags billetter til festen den 8/2-25 og blev overrumplet med 500 solgte billetter på ca. 1 time – Fantastisk og vi glæder os igen til at samle de voksne fra Højene i hallen
- Sjov Fredag som afholdes 1. gang på fredag med et nyt udvalg i spidsen. Bliver konceptet en succes og udvalget med frivillige kan se sig selv fortsætte, synes vi det giver god mening at også Højene har sådan et arrangement. På fredag med rulleskøjte, disko, ansigtsmaling og tumblebane – velkommen er 0 år til og med 6. klasse. Forældre er velkomne, cafeteriet er åbent fra kl. 17:00.
- Brobygningsforløb med øget fokus på samling og brobygning mellem de lokale børnehaver i Højene, Højene Skole, Hjørring Hallerne og SHI. Målet er at gøre de 5-6 årige trygge ved at komme i SHI, lave sjov og leg for dem, gøre dem trygge til fremtiden på Højene Skole. Et fedt samarbejde som er i startproces.
- FC Stjerneskud; nyopstartet tilbud til børn og unge med særlige behov i samarbejde med LIUF og BIF. Et projekt der skal give børnene en oplevelse og sport, leg og hygge – på det niveau de er.
- Vores fantastiske cafeteriaudvalg, som bare knokler helt vildt. Der har været arrangeret holdaftner, hvor hold eksempelvis har serveret stjerneskud og så har man delt overskud mellem hold og cafeteria. Dette bidrager til super aktivitet, delagtiggørelse, og ikke mindst at cafeteriet er åbnet. Det er nemlig ikke en selvfølge at cafeteriet holder åbent – det kræver frivillige. OPFORDRINGEN er her at finde en makke og tilbyde sin hjælp 1 gang om måneden i tidsrummet typisk 17-20, bidrage til foreningslivet, og have det hyggeligt samtidig med en ven. Kontakt Rikke på tlf. 22450489. Vi vil så gerne holde mere åbent.
- Fredagsholdet; vores ukuelige seniorer der hver fredag morgenen bidrager med praktisk hjælp til at holde vores fantastiske anlæg, men ikke mindst også har fokus på at hygge sig med morgenkaffe og en fyraftensvand. ALLE ER VELKOMMEN. Vi vil så gerne slå et slag for at på Fredagsholdet er man social, man arbejder i det tempo man kan holde til – det vigtigste er samvær, fællesskab, at gøre en god gerning men ikke mindst at hygge sig. Kender du én person der kunne være interesseret, så tøv ikke med at sende personen over og kigge en fredag fra kl. 8 om morgenen, få en kop kaffe og se om det kunne være noget. Kontakt Mark på 29938882
- Mulighed for ny sport – Søndag aften kl. 19-20 kan man spille badminton – og nu også Pickle-ball. Kom og prøv det an. Det er en af de hurtigst voksende sportsgrene i verden pt. – Husk også (trods vejret) at padel stadig er en mulighed i Højene. Se facebooksiden: SHI PADEL.
Mange andre gode arbejder, initiativer, indsatser, uddannelse, kommunikation, markedsføring, administration mv. pågår selvfølgelig fortsat. Til det skal vi fortsat bruge frivillige.
BLIV FRIVILLIG I SHI – støt op om den forening, hvor du eller dit barn har sjove timer og træning. Det behøves ikke være 20 timer om ugen. Vi har brug for frivillige i alt fra trænere, bestyrelsesmedlemmer, ”praktiske grise”, kagebagning – ja det spænder så vidt. Vores anke er at byde sig til – og til jer der hjælper i SHI – EN KÆMPE TAK
Med venlig hilsen
Mads Nielsen
Formand, SHI