Ny gymnastiksæson - Nyheder og "plejer"
Velkommen til den nye sæson
SHI’s gymnastikafdeling byder velkommen til en ny sæson (2019/2020). Gymnastikudvalget er rigtig spændte på, hvor mange gymnaster der vælger at gå til gymnastik i SHI, og vi glæder os til at se, hvordan sæsonen kommer til at forløbe. Vi har forskellige aktiviteter i ærmet, og vi håber på, at du, eller dit barn, vil deltage (se de primære aktiviteter her). Derudover afholder vi den årlige gymnastikopvisning, og det gør vi i Vendia Hallen den 29. marts 2020.
Vi har fået flere nye instruktører og hjælpeinstruktører, og mange tak til jer. Derudover en stor tak til alle jer, som har været i foreningen i flere år. Vi håber, at jeres engagement, og vedvarende bidrag til dét her fællesskab, vil smitte af på de nye. I er grunden til at SHI Gymnastik fortsat er en forening, som fastholder tidligere og tiltrækker nye gymnaster.
Følg os på Facebook
Nyheder
X-Holdet: I sæsonen 2019/2020 kan vi med stor glæde fortælle, at to engagerende og motiverede springtrænere har taget initiativ til at starte et nyt hold. Holdet hedder X-Holdet, og er et spring, teknik og konkurrencehold. For at være med skal du opfylde tre af fire minimumskrav. Holdet træner i udvalgte weekender over året, deltage i individuelle konkurrencer i november ogjanuar, og i gennem hele sæsonen, som første år strækker sig fra september til og med januar, vil du have mulighed for at lære nye spring og finpudse det du allerede kan - Læs mere her
Gymnastik for børn med særlige behov: Vi håber også at kunne udbyde et gymnastikhold for børn med særlige behov. Til dette mangler vi én instruktør, som har lyst til at engagere sig i at planlægge træninger og indgå i et foranderligt og omskifteligt træningsmiljø, hvor børns motorik og sociale samkomst er i højsædet. Det vil være din rolle at give børnene og deres forældre en positiv oplevelse til træningerne, hvor de føler sig frie, glade og glæder sig til næste træning. Læs mere her
Nye aldersindelinger på drenge hold: En indsats for at fastholde flere drenge i gymnastikken er at give dem større frihedsgrader, hvad angår valg af hold, og det har vi gjort i år. Det starter helt nede fra Grønærterne, hvor aldersgruppen er 3-4 år. I forlængelse deraf udbyder vi Gummitarzan, som din dreng kan være med på, når han er 4 år, eller årgang 2015. Det giver din dreng mulighed for at være på et hold, hvor der kun er drenge, allerede fra 4 års alderen. Det viser sig at være betydeligt for særligt drenges fortsatte deltagelse i gymnastikken, at de er sammen med flere andre drenge i en tidlig alder, og mere vigtigt at træningen er særligt henvendt dem. Aldersinddelingen for Gummitarzan er derfor i år fra 4 år til 0.kl (tidligere 5 år - 0.kl.). Efter Gummitarzan kan din dreng gå på Tarzandrengene, og det har han mulighed for, allerede i 0.kl, hvis dette vurderes at være en fordel. Ellers kan din dreng fortsat gå på Gummitarzan, til og med 0. kl.. Tarzandrengene er i år aldersinddelt fra 0.-3.kl., hvilket giver din dreng muligheden for at gå på Tarzandrengene ét år mere end tidligere. Det gør vi gjort, for at give din dreng de bedste forudsætninger og muligheder, for at kunne deltage på Minimix, som er holdet efter Tarzandrengene. Med de rette forudsætninger og den ekstra tid, håber vi på, at flere drenge vil fortsætte over dette trin - et trin som vi har erfaring med at flere ikke tager, men ikke præcist hvorfor.
At alle kan være med er kernen, og har du ideer til, eller tanker om, hvordan piger og drenges muligheder fremmes, så hører vi gerne fra dig - Åbenhed, dialog og fælleskab - Sammen er vi SHI Gymnastik.
Pigeholdene får nye seje navne: I den nye sæson har Spring/Rytme piger 5 år- 0.kl. skiftet navn og hedder fremadrettet Krudtuglerne 5 år - 0.kl. Holdet træner mandag fra 17.30-18.30.
Spring/Rytme piger 1.-2.kl. hedder fremadrettet Springlopperne 1.-2.kl. og træner torsdag fra 17.30-18.30.
Tak til de af jer som deltog i konkurrence på Facebook - og tillykke til vinderne.
Holdoversigt for sæsonen 2019/2020
Tilmelding
Al tilmelding foregår via denne hjemmesiden og er digitaliseret (online betaling ved tilmelding). Vi åbner for tilmeldingen til alle hold, torsdag den 1. august kl. 18.00 her.
Du bør være opmærksom på, at nogle hold har max antal deltagere. Tilmeldingen følger princippet "først til mølle". De hold, hvor der er begrænset pladser på, er nævnt her.
* Læs mere om tilmelding her.